Langt de fleste af vores kursister sætter det traditionelle kryds og bolle-komma fra 1918. Derfor underviser vi primært i det. Men i snart 30 år har der været en anden måde at sætte komma på, og det er faktisk Dansk Sprognævns anbefaling. Forskellen i kommateringen ser du her:
Denne sætning er kommateret efter de gamle kommaregler fra 1918:
Derefter skal vi arbejde med sætninger, hvor du får træning i at se, hvilke kommaregler der er i spil, og du får lært at forklare alle de kommaer, der skal være i en tekst.
Her er samme sætning kommateret efter Sprognævnets anbefaling:
Derefter skal vi arbejde med sætninger hvor du får træning i at se hvilke kommaregler der er i spil, og du får lært at forklare alle de kommaer der skal være i en tekst.
Mange kommafejl skyldes manglende viden om ledsætninger. Derfor arbejder vi først med dem. Når denne viden er på plads, er vi klar til at arbejde videre med kommareglerne. Her supplerer vi med relevante opslag på sproget.dk og dsn.dk. Når du kender reglerne og ved, hvor du kan slå dem op, bliver du sikker mht. at sætte kommaer.
Hvis du hidtil har sat kommaer, fordi du synes, de ser rigtige ud, vil du efter kurset sætte kommaer, fordi du ved, de er rigtige.
Du skal naturligvis også lære Sprognævnets anbefaling mht. kommatering. De anbefaler nemlig, at man ikke sætter det såkaldte startkomma.
Alle, der enten selv skriver, hjælper andre med at skrive eller fungerer som korrekturlæsere.
Efter dette kursus kan du kommareglerne, du ved, hvor du skal slå dem op, og du er blevet en mere sikker korrekturlæser.
Vi bruger Microsoft Teams til dette kursus. Du skal ikke downloade noget, medmindre du bruger en iPad eller tilsvarende. Så skal du hente appen Microsoft Teams.
Mange tror, at det er tilstrækkeligt at sætte komma ud fra kryds og bolle-metoden. Den fungerer da også fint som i denne sætning:
Drengen løber over vejen, men pigen bliver stående.
Men kan du forklare, hvor kommaerne skal være i disse sætninger:
Godt at du så ham.
Læreren ved ikke hvem af eleverne fra 6. C der kom for sent den dag.
At eleverne kom for sent var uacceptabelt.
De fleste kommafejl skyldes som nævnt manglende viden om specielt ledsætninger (bisætninger). Derfor er det vigtigt, at du du lærer ledsætningerne at kende. Så vi begynder med sætningslæren og masser af øvelser i at identificere ledsætninger.
Derefter får du gennemgået kommareglerne. Her får du bl.a. lært, hvad et startkomma er. Ifølge Dansk Sprognævn er startkommaet valgfrit. Hvad det går du på, ser vi naturligvis også på.
Vi slutter med øvelser i at sætte kommaer.