Visuel kommunikation online og offline

Visuel kommunikation online og offline

Vælg dato:
Pris:
7.495 kr. ekskl. moms
Tilmeldingsfrist:
2 uger inden kurset. Hvis der er ledige pladser, tager vi imod tilmeldinger indtil dagen før kurset.

Kursus i visuel kommunikation

Hvad er et godt billede? Hvad er det der gør at nogle billeder har en ’kant’ og/eller skaber  autenticitet og virker stærkere på beskueren end andre? Hvad betyder farver, skrifttyper, layout, former og billeder for den samlede visuelle kommunikation? Hvilke billeder egner sig til professionel kommunikation på Instagram? Hvilke nyere tendenser er der inden for visuel kommunikation? Hvordan får man ideer til at illustrere et abstrakt tema? Alt dette får du besvaret på vores nye kursus i visuel kommunikation.

Formål 

Formålet med dette kursus at give dig indsigt i

  • at bruge det gode og det rigtige billede afhængigt af den sammenhæng hvori det indgår
  • hvad der skal til for at et billede virker autentisk
  • visuelle virkemidler – farver, skrifttyper, komposition, former og illustrationer – og hvad de betyder for den samlede visuelle kommunikation
  • samspillet mellem tekst og billede
  • metoder til idé- og konceptudvikling
  • nyere tendenser inden for visuel kommunikation
  • hvilke billeder der egner sig til professionel kommunikation på Instagram.
Målgruppe

Kurset henvender sig til kommunikationsmedarbejdere og andre med behov for at opnå en bedre indsigt i brug af billeder og visuelle virkemidler. Det gælder både online og offline i forbindelse med hjemmesider, sociale medier og trykte publikationer.

Kursusindhold

Vi ved godt at billede, overskrift, billedtekst og grafik er afgørende for om vi fanger læserens opmærksomhed. Alligevel sker det alt for tit at vi ikke får illustreret artiklen eller websitet med de rette billeder – eller anden form for illustration overhovedet. 

Kurset gennemgår de grundlæggende principper inden for visuel kommunikation. Vi ser på visuelle virkemidler i form af farver, skrifttyper, komposition, valg af illustrationer og samspillet mellem billede og tekst. Vi diskuterer billedæstetik, og vi gennemgår hvad der skal til for at ét billede fremfor et andet har en ’kant’ eller virker autentisk. Vi ser på retningslinjer for hvilke billeder der med fordel kan postes på en professionel Instagramprofil. Deltagerne får øvelser i at idé- og konceptudvikle billeder i relation til abstrakte temaer. Endelig drøfter vi deltagernes egne kommunikationsmaterialer: onlinemedieplatforme, fx hjemmesider, Facebooksider, Instagram-profiler og/eller medbragte publikationer

Rabatter
  • Du får 25 % rabat hvis du er medlem af vores sprognetværk.
  • Du får 15 % rabat hvis du er medlem af Kommunikation og Sprog eller Dansk Magisterforening.

Rabatterne kan ikke kombineres.

Kursusmateriale

På kurset får du udleveret

  • Bogen Visuel kommunikation på digitale medier (2018) af Lisbeth Thorlacius.
  • PowerPoint-præsentation, supplerende sider og diverse øvelser.

Du skal selv medbringe en computer – til opslag på nettet og øvelser. 

Til kurset kan deltagerne bidrage med egne kommunikationsmaterialer, fx link til hjemmesider, Instagramprofiler, Facebooksider og/eller medbringe trykte publikationer som vil blive gennemgået på kurset.

Forplejning og tidsrum

Der er fuld forplejning hele kursusdagen; fra kl. 8.30 er der morgenkaffe med brød. Selve kurset begynder begge dage kl. 9.00 og slutter kl. 16.00.

Dag 1: Visuelle virkemidler og billedbrug  

Du bliver introduceret til visuelle virkemidler i form af farver, komposition, skrifttyper, former og hvilken rolle de spiller i forhold til det grafiske design. Derudover ser vi på de fotografiske virkemidler – dybdeskarphed, perspektiv, lysforhold, og hvad de betyder for fotografiets indhold.

Du får gennemgået en billedanalysemodel som giver retningslinjer for hvad et godt billede skal indeholde inden for informationsbrug og pressebrug.

  • Er det enkelt, let aflæseligt og velkomponeret?
  • Fortæller det en historie?
  • Er der et godt samspil mellem billede og tekst?
  • Fanger det øjeblikket?
  • Kan beskueren leve sig ind i billedet?
  • Hvad er det der gør at nogle billeder opleves sublime?

Dernæst ser vi på hvad det er der gør at nogle billeder fremstår mere autentiske end andre. Du skal se eksempler på forskellige genrer inden for billedbrug: det klassiske portræt, det iscenesatte portræt, situationsportrættet og presseportrættet samt billeder der skal illustrere abstrakte temaer.

Endelig ser vi på nyere tendenser inden for visuel kommunikation, herunder influencer marketing, CSR, augmented reality og virtual reality mv.

Dag 2: Visuel markedsføring på digitale medier, idé- og konceptudvikling og evaluering af deltagernes egne kommunikationsmaterialer

Vi starter dagen med at undersøge forskellige retningslinjer for visuel markedsføring på sociale medier, herunder Instagram.

Dernæst ser vi på visuelle virkemidler og billeder i deltagernes egne kommunikationsmaterialer i forhold til onlinemedieplatforme, fx hjemmesider, Instagramprofiler, Facebooksider og/eller medbragte publikationer.

I den forbindelse diskuterer vi hvordan du som kommunikationsmedarbejder bedst spiller sammen med fotografen og grafikeren.

Vi slutter med en mindre workshop i idé- og konceptudvikling hvor du bliver præsenteret for metoder til at generere billedidéer, og vi gennemgår en øvelse i at generere et koncept inden for billedbrug.

Relaterede kurser