Ordet er jeres hvis I tager det

I dag er det hele bare fedt. Fedt er for mange stort set det eneste positive adjektiv der er til rådighed. Hvis begejstringen når særlige højder, kan situationen være ”fedest”. »Roskilde fedest før musikken starter« (Ekstra Bladet). Koncert i domkirken?

Overdriver jeg? Ikke meget. Naturligvis spiller alderen en rolle, og der findes også yngre mennesker som kan tale et varieret dansk og erkender at dansk har mere end ét positivt adjektiv. Men ved Gud i himmelen, hvor har denne uskik bredt sig!

Et liv uden ablativ: Hvor skal jeg hen?

Hvorfor denne selvpålagte ordcensur? Hvorfor lade sig nøje med ét ord når vi har ufattelig mange til rådighed?

Danskere har en fælles gave af grænseløs værdi: Det danske sprog er et af denne verdens store, komplette sprog. Det kan snildt måle sig med de såkaldte hovedsprog. Bevares, der er forskelle. Visse sprog kan noget vi ikke kan. Således har finsk, latin og sanskrit ablativ, og den kasus er ikke nem at finde i dansk. Vi klarer os dog fint uden. Men herregud, det gjorde Homer også.

Engelsk har ét fortrin frem for dansk: Dette sprog har kun et køn. Vi har som bekendt to. Andre europæiske sprog har tre.

Til gengæld er de danske personlige pronominer langt nemmere at håndtere end de engelske: Jeg er, hun er, de er. Men I am, she is, they are. Who’s next?

Helt vildt fedt

Dog, tilbage til selvcensuren: Når vi har så mange ord, hvorfor så ikke bruge dem? Et rigt, varieret sprog bygger spilleme ikke på grundstammen ”helt vildt fedt”. Det siger sig selv. Og dog trives udtrykket blandt yngre mennesker.

Et andet trist eksempel hænger sammen med hilseformerne. På dansk synes samtlige hilseformer – godmorgen, goddag, goddav, dav, godaften, godnat – i dag at være erstattet af ”hej”. Der er måske en distinktion: Et møde indledes med ”hej”. En afsked markeres med ”hej hej”. Holder den iagttagelse for en nærmere prøvelse? Her ligger vist en disputats og venter ...

I øvrigt har Danmarks Radios P1 for relativt nylig indført den forfærdelige form ”godformiddag”; antagelig for at undgå at krænke de (ganske mange) mennesker der geråder ud i frenetisk hysteri hvis man klokken 9.03 siger godmorgen til dem. Jeg har i min tid kendt en del af dem.

Hvad er løsningen på al denne begrædelighed? Den ligger ligefor: Læs Uffe Harders digt ”Tag ordet, tag sproget tilbage”

Tre korte uddrag (det er et ret langt digt):

»Sproget kan blive mindre og mindre

uden man lægger mærke til det.

Når det skrumper

skrumper virkeligheden.«

Og:

»Hvorfor ikke færdes over det hele, hvorfor ikke

gå en tur med nogle ord der ellers

aldrig kommer ud?«

Og til sidst:

»Ordet er jeres

hvis I tager det«

Gør det!