Skriv dit liv – hvis du tør

”Vi bør altid se tilbage på vores fortid med en form for øm foragt” udtalte den engelske dramatiker Dennis Potter engang. De ord rinder af og til i hu når man som jeg jævnligt læser den type artikler, hvor skribenten bruger løs af hovedstolen, altså sit eget livsforløb.

Skriv dit liv

Det må være en svær kunst at skrive om sig selv så det får almen relevans – men flere personer på forskellige alderstrin herhjemme mestrer det man kunne kalde inspirerende og opbyggelig selvudstillelse. I det følgende skal fire af dem hyldes. 

To af de vigtigste, om end uskrevne, regler for denne genre er: Nul sentimentalitet, godt med selvironi. Mest afgørende er dog et talent for at servere dyb eksistentiel indsigt på en uprætentiøs eller ligefrem legende facon. 

Weekendavisen har en særlig klumme, Levned & Meninger, afsat til denne form for ”livsskriveri”. Unge Iben Foss udviste for nylig i de spalter den særligt ædle form for generøsitet det er at dele sine bommerter med omverden. I artiklen Godnat, der handler om hendes søvnbesvær, fortæller hun om en af de mere begivenhedsrige vågne nætter. Den indtræf da hun i starten af tyverne ”udlevede fjumreårsklichéen om at tage til Mellemamerika for at lære spansk og passe fattige indianerbørn.” I det ikke helt ufarlige land Guatemala indlogerer hun sig i et skur ved kysten. På stranden oplever hun en del uønsket opmærksomhed fra nogle mænd og da disse senere har fået sig en tår over tørsten og banker på hendes dør, er hun helt med på at de hverken kommer for at spille dam eller ludo. Hun tager flugten til et toilet der lykkeligvis har lås på døren men knap så lykkeligvis en velvoksen fugleedderkop siddende på væggen. Hun når dog hurtigt til den konklusion at edderkoppens selskab er at foretrække frem for de berusede bejleres.   

I Levned & Meningers spalter huserer heldigvis også Johanne Mygind hvis artikel Forventningens glæde med kløgtig brug af gentagelser – ”De kommer i morgen” skildrer skribentens forventninger til hendes 40-års fødselsdag. Hun leverer et ømt tilbageblik på alle vennerne og deres betydning også de af dem der er gået andre veje end hun selv og skal have ”mindst to glas rødvin, før jakkesættet ikke længere sidder i deres ansigtstræk, og de kan smile lige så blødt og åbent, som de gjorde engang.” Hun slutter af med en banalitet der på grund af summen af alle de foregående sætninger ikke fremstår det mindste banal: ”Mine venner kommer i morgen. Og jeg glæder mig sådan til at se dem.” 

Ofte tager denne type skriverier udgangspunkt i minder og erfaringer men Foss’ og Myginds 60-årige kollega, filmanmelder og kulturjournalist Bo Green Jensen, skriver tit om sit aktuelle liv med sin kone og deres fireårige datter i Snekkersten efter mange år som storbyrotte. Der er en næsten zen-agtig ro og afklaring over Green Jensens tilgang til tilværelsen som for en 20 år yngre læser som undertegnede kan føles som en beroligende hånd på skulderen.
Han er en subtil hverdagsiagttager, og der er herlig indre humoristisk spænding i denne beskrivelse af datterens afsyngning af sit foretrukne Kim Larsen-værk: ”Ih, hvor den lille stemme kan bære igennem på linjen: ’Vi har en svag karakter og en billig fantasi.’”

Den største skal blive den sidste: Mesteren af livsfortællingens kunst er for mig forfatter, digter, musiker og musikanmelder på Dagbladet Information Klaus Lynggaard (født 1956). Han er en mand som tager livet dødsens alvorligt og sig selv langt mindre alvorligt – en vindende recept!
Lynggaard har lagt sine op- og nedture åbent frem: Han havde det ikke ubetingede held at skrive en bestseller – ungdomsromanen Martin og Victoria – i en ung alder. Pludselig var pengene mange og fristelserne, som nu dem på flaskeform, ligeså. Det skulle næsten gå galt, og det gjorde det skam også. Lynggaard endte i skattegæld og alkoholisme, men fandt heldigvis karakterstyrken til at sætte proppen i før det gik endnu værre. I de sidste godt 25 år har han været et lyslevende bevis på at også en afholdsmand kan have slagterhundscharme og masser af rock og rul i pennen.
For et par år siden fik han konstateret lungekræft, og tidligere i år udgav nu raskmeldte Lynggaard en bog som sygdomsforløbet, Personfølsomme oplysninger (vidunderligt dobbelttydig titel, i øvrigt).

Lynggaards sprogtone er streetwise, vittig på en poetisk-rablende måde og afgrundsdybt selvironisk men også fuld af varme og empati og blodskudt begejstring over livet. Ingen kan så ubesværet som han forene det lette tråd med de mest seriøse temaer, udknaldet underholdningsværdi med substans.
En af hans fedeste fuldtræffere er artiklen En ven i nødden (sic), en hæs besyngelse af skribentens ungdommelige overmod og mindreværd. Mest af alt handler historien dog om et intenst venskab med en af vækst lav, men tårnhøjt begavet medstuderende på litteraturvidenskab, Søren Ulrik (efternavnet tilbageholder Lynggaard drilsk men der er selvfølgelig tale om Thomsen).
Søren Ulrik ”... var mildest talt respektindgydende. Ja, han var tæt på at være det klogeste menneske, jeg nogensinde havde mødt på min egen alder. Og i den alder er de eneste mennesker, der rigtig tæller, dem på ens egen alder. En alder, hvor man er sygeligt optaget af det, de andre kan. I lyset af det, man ikke selv evner.”
Med typisk mangel på forfængelighed beskriver Lynggaard også hvor giftiggrøn i masken han bliver af misundelse, da Søren Ulrik – ”en fuldstændig ubetalelig ordgejler, der kunne hidse sproget op til de mest sindssvage excesser” – henkastet nævner at han allerede er blevet publiceret i tidsskriftet Hvedekorn.
Lynggaards liv har været mere begivenhedsrigt end de flestes, jovist, og dermed har han masser at trække på, men jeg efterlades altid med fornemmelsen af at han også ville kunne beskrive en tur til bageren så man rykker frem på det yderste af stolen. Som han skriver et sted i En ven i nødden: ”Men jeg fortaber mig i detaljer og kommer på vildspor. Altid de bedste at følge.” Det er sandt – men kun en skribent gjort af et helt særligt stof kan være en gedigen guide når turen går ned ad netop disse.
Må Klaus Lynggaard og de andre blive ved med at dele gavmildt ud af det hele mange år endnu. 

For en god ordens skyld skal det nævnes, at forfatteren til dette blogindlæg tidligere har plejet professionel omgang med Bo Green Jensen, samt i en årrække var tilknyttet samme avis som Klaus Lynggaard.

 

Jonas Varsted Kirkegaard